fbpx

Sammen sikrer vi børn og unges trivsel

” – og vi vil gerne bidrage til løsningen”, påpeger forperson og initiativtager til Børns Værd, Nanna Kornerup Nielsen. Læs her om formålet med Børns Værd og hvilke forventninger der er til det kommende år, som nyoprettet forening. Af Sascha Holm.

Hvad er Børns Værd?
”Der er flere dimensioner i det spørgsmål. Et, at børn er det mest værdifulde, vi har. Det er de for os, der er forældre til dem, men det er de også for samfundet. De er selve fremtiden. To, så er barnets selv-værd noget, som det udvikler tidligt i relationen til omsorgspersonerne omkring dem. Tre, så er Børns Værd navnet på vores nye forening til børn og unge, der blev konstitueret august 2022, som et supplement til de tilbud, der allerede findes til børn og unge. Vi må erkende, at samfundet i dag har svigtet, når det kommer til at sikre børn og unge trivsel. Vi svigter fortsat vores børn og unge, hvis vi ikke i langt højere grad forebygger og tager det meget alvorligt. Omsorgen vi tilbyder børn og unge i de rammer , som de er en del af gennem en opvækst, er mange steder ikke god nok. Og det koster på et smerteligt og dyrt sted: deres trivsel.

Formålet med Børns Værd, er at varetage børn og unges (0­‐18 år) interesser primært på almenområdet, for at bidrage til at de får en stærk stemme politisk og sikre, at Danmark er et godt land at være barn og ung i. Det har vi ideer til, hvordan vi kan gøre. Vi har evner og, ikke mindst, viljen til at føre det ud i livet.

Vores opstart foregik oven i Folketingsvalget 2022, hvorfor vi hurtigt kom ind i debatter om prioriteringer af målgruppen. Med en flyvende start, er vi nu i 2023 landet på et fundament, som gør det muligt for os at arbejde videre mod vores målsætninger. Vi vil gerne være den børneorganisation, som vi har erfaret, har manglet for den bredere målgruppe. Man kan nu som privatperson blive medlem og på den måde støtte vores arbejde.

Hvad drømmer I om, fremtiden bringer?
2023 må og skal blive det år, hvor vi som forening er med til at udfordre status quo og sammen med andre, anerkender det pædagogiske arbejde som en vigtig del af løsningen på de trivselsmæssige udfordringer, vi står overfor. Vi vil gerne bidrage til løsningen og vi må som samfund anerkende faggruppernes ekspertise til både at kende til målgruppens behov, udfordringernes omfang, rammernes mangler og de bedste løsninger.

Jeg forventer, at vi som forening i 2023 kan hjælpe flere ansvarlige borgere, organisationer og virksomheder til at tage et socialt ansvar for børn og unges trivsel – og for vores samfund. Ingen vinder, når vores fremtid ikke er sikret trivsel”.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *